Spring over hovedmenu

Seniorer har fået mere fleksibilitet og efteruddannelse på jobbet

10-06-2026

En ny rapport fra projektet SeniorArbejdsLiv viser, at seniorer siden 2018 har fået bedre muligheder for netop fleksibilitet og efteruddannelse i deres arbejde.

Omkring hver tredje seniormedarbejder har mulighed for at gå ned i tid og have fleksible arbejdstider, mens cirka hver femte har mulighed for at udvikle de faglige kompetencer.

- Vi ved fra vores forskning, at fleksibilitet, økonomi og et godt arbejdsmiljø er de tre overordnede faktorer, der kan få seniorerne til at blive længere på arbejdsmarkedet. Derfor er det positivt, at vores nye analyse viser, at flere seniorer har fået nogle af de muligheder. Det kan bidrage til at forlænge arbejdslivet for dem, der ønsker eller har behov for en mere glidende overgang til pension, siger professor Lars L. Andersen, som står bag rapporten.

Rapporten analyserer spørgeskemabesvarelser fra 2025 og omfatter cirka 12.000 personer på over 50 år, som er i arbejde. Seniorerne er blandt andet spurgt til helbred, forventede årsager til at forlade arbejdsmarkedet, og hvad der kan få dem til at forblive på arbejdsmarkedet.

Undersøgelsen er tidligere lavet i 2018, 2020 og 2022. Når man ser på udviklingen hen over årene, er det bemærkelsesværdigt, at der i 2022 – som var under COVID-19-pandemien – var en stigning i seniorernes bekymringer om helbred og arbejdsevne samt et øget ønske om fritid og selvbestemmelse.

Læs mere her