Om SeniorArbejdsLiv

SeniorArbejdsLiv gennemføres af Aalborg Universitet, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og TeamArbejdsliv i fællesskab, og er finansieret af Trygfonden.

Projektet skal tilvejebringe ny og solid viden om, hvad der henholdsvis fastholder seniorer på arbejdsmarkedet, de såkaldte stay-faktorer, og hvad der skubber seniorer ud af arbejdsmarkedet, de såkaldte push-faktorer. Det sker gennem to store survey-undersøgelser og et kvalitativt studie blandt henholdsvis seniorer og arbejdsgivere.

Det nye ved SeniorArbejdsLiv er, at der er fokus på push- og stay-faktorer, som har været underbelyst i forskningen hidtil, og at mekanismerne undersøges i så stor skala, at det bliver muligt at analysere hvilke push- og stay-faktorer, der er betydningsfulde på forskellige dele af arbejdsmarkedet.

Baggrund for projektet

I takt med at danskernes gennemsnitlige levealder stiger, er der de seneste år gennemført en række reformer, der skal få os til at blive længere på arbejdsmarkedet. I 2040 forventes pensionsalderen således at være 70 år.

For de fleste vil de ekstra år på arbejdsmarkedet ikke være noget problem, men det er ikke sikkert, at alle kan holde til at arbejde så længe, ønsker det, eller får mulighed for det. Samtidig viser TrygFondens Tryghedsmåling 2017, at mange er utrygge ved, om de får en værdig afgang fra arbejdsmarkedet.

Støttet af TrygFonden

TrygFonden ønsker at bidrage til en kvalificeret, nuanceret og vidensbaseret debat om, hvordan vi sikrer alle de bedste muligheder og vilkår for at trives ved at blive længere i job. TrygFonden har på den baggrund igangsat forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv, der undersøger barrierer og potentialer for en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet på tværs af brancher.

I SeniorArbejdsLiv vil der på baggrund af resultaterne fra de tre undersøgelser blive igangsat formidlingsaktiviteter, som kan bidrage til både igangværende og kommende offentlige diskussioner om flere år på arbejdsmarkedet, nedslidning, aldersdiskrimination, gråt guld m.m.

Ambitionen er, at resultaterne vil inspirere beslutningstagerne og debatten, så SeniorArbejdsLiv er med til at understøtte en positiv social forandring eller som minimum formår at rejse en politisk debat om seniorernes rolle på fremtidens arbejdsmarked.

Yderligere oplysninger:

  • Christian Albrekt Larsen – professor, Aalborg Universitet (AAU) står for den survey, som er rettet mod arbejdspladserne:
  • Lars L. Andersen – professor, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) står for den survey, som er rettet mod seniorerne: lla@nfa.dk
  • Flemming Pedersen – direktør, TeamArbejdsliv står for det kvalitative studie, som afdækker samspillet mellem arbejdspladser og seniorer: flemp@teamarbejdsliv.dk

Advisory Board

Til SeniorArbejdsLiv er der knyttet et advisory board, som er et forum, hvor repræsentanter for projektets målgrupper er med til at præge og kvalificere forskningen og formidlingen af resultater. Medlemmerne i advisory boardet kan desuden være med til at formidle projektets resultater gennem deres organisationer og netværk.

Privatlivspolitik, databeskyttelse og cookies

Læs mere om vores brug af cookies

Ændre dit samtykke til brug af cookies